mandag den 29. februar 2016

Personlig udvikling

Dem som har læst min blog, ved at jeg igennem mit stress forløb, har fået tildelt en psykolog ved Falck Healthcare. En psykolog som jeg sætter meget stor pris på. Nogle mennesker vil helst ikke tale højt om det at gå til psykolog, nogle mener det er et svaghedstegn, hvis man har brug for dette. Jeg syntes det er helt forkert. Jeg har gået til psykolog før, og jeg er stor fortaler for netop dette. Det er ikke nemt at gå til psykolog, jeg syntes det er meget krævende. Man bliver meget træt og tankerne og følelserne kører ofte på højtryk efter endt session. Jeg syntes det er alt andet end et svaghedstegn at gå til psykolog, dem som ikke tør se deres udfordringer i øjne og respektere sig selv nok til, at arbejde med sig selv, så man forhåbenligt kan blive en bedre og mere stærk udgave af sig selv er svage mennesker. Jeg får så meget ud af dette. Jeg er nået så langt på disse to mdr. jeg har reflekteret over handlinger, mønstre og minder - som jeg aldrig har før. Jeg har fået en ny indsigt i mig selv og de valg og tanker jeg har.

Jeg er fra naturens hold, et meget tænkende menneske. Jeg tænker meget - nogle gange for meget. Jeg vender og drejer en del, jeg analysere og fortolker alt og nogle gange lidt for meget, men det er min måde at arbejde med tingene. Nogle gange skal der ikke så meget til, min psykolog kan stille et par enkle spørgsmål, men nok til at sætte noget i gang i mig - hun rammer lige hvor hun skal - så går jeg de næste to uger op til vores næste aftale og filosofere, reflektere og glæder mig derefter til at ses med hende igen. Jeg er ikke den samme person når jeg går ind af døren som når jeg går ud, jeg syntes der sker en voldsom udvikling lige nu. Det er ikke fordi det hele er rosenrødt og super positivt, langt fra, nogle af de erkendelser som jeg når til er meget smertefulde og gør ondt helt ind i brystet. Nogle ville måske vende sig væk fra dette, tage en anden sti end netop denne, dette har jeg gjort før, men det føre ikke til noget, denne gang skal den rette sti holdes, og jeg skal vælge den rette vej.

Jeg bliver ked af det, ligger i min seng og svømmer rundt i tankestrømmen, græder og føler en stor smerte, når mange af disse tanker bliver for meget, men jeg står op, arbejder videre og kan mærke en mere reel glæde og tilfredshed i min hverdag, større end jeg har kunne mærke i mange år. Det er en meget egoistisk glæde, for den er min glæde, den kan naturligvis godt spredes ud til de andre mennesker i mit liv, men den er meget min egen.

Det er ikke altid noget som falder mit nemt - min egen glæde. Normalt vil jeg ikke kunne være glad hvis andre i min nærmeste familie ikke er glade. Jeg kan næsten føle skyld og have dårlig samvittighed, hvis jeg er glad for andre ikke er. Er min mor, far, bror eller mand ikke glade, så er jeg hellere ikke. Jeg kan ikke slappe af, hvis jeg ved nogen ikke trives, så føler jeg nærmest, at jeg også skal mistrives. Jeg vil hellere at andre har det godt, er glade end at jeg selv er, så vil jeg hellere være ulykkelig. Dette skriver jeg ikke for at pudse min egen glorie, for det har intet med dette at gøre, det er et problem for mig med tiden, og derfor et tema i mine samtaler med psykologen, hvor jeg har altid været sådan - og hvorfor? Det arbejder jeg videre på...

Jeg går også alt for meget op i, hvad andre mennesker tænker og føler, hvad de tænker og føler omkring mig, hvem jeg er som mennesker, de valg jeg træffer, måden jeg ser ud, ting jeg gør , hvilke værdier jeg har osv. Nogle gange så meget, at jeg kan have svært ved at træffe beslutninger og tro på dem. Nogles meninger omkring dette betyder mere end andre,  jeg har så stor brug for denne form for bekræftelse, det er der sikkert mange der har, men nogle gange kan det nærmest følelses som en form for lammelse... det vil jeg gerne arbejde videre med..

I dag er endnu en dag, fyldt med tanker og reflektioner, men jeg er glad i dag, føler en inderlige glæde i dag.......

søndag den 28. februar 2016

Weekend med ren lykke

Jeg har i sandhed haft nogle skønne dage,

Fredag startede med solskin. Jeg sad og nød solens stråler, mens jeg spiste morgenmad og læse historie. Vi har lavet lidt om herhjemme, Fået malet vores gulve hvide i stuen og spisestuen, fået kønt en ny stol, og sofabord  - elsker forandringer i hjemmet. Både de store såvel som de små. Jeg kan godt lide, at bo i et dynamisk hjem, som hele tiden er i forandring.





Fredag kom jeg lidt sent hjem fra en session ved min psykolog, som endnu en gang satte tankeværket i gang, denne gang mere end nogensiden, der bliver virkelig revet op i nogle ting og sat en del flere på kanten, jeg syntes det er følelsesmæssigt hårdt, det tager mig nogle dage inden jeg er "mig selv igen" og så alligevel ikke, jeg syntes så mange ting bliver rykket fortiden, men som jeg har skrevet før,  tror jeg det er sundt, og ikke mindst, nødvendigt.

Jeg kom dog hjem til den dejligste overraskelse. Min mand lovede at forsøge sig med at skaffe billetter til Bruce Springsteen, men sagde de blev for hurtigt udsolgt... lidt for tidlig aprilsnar går jeg ud fra. Kom hjem til to billetter, Bruce på afspilleren, hvis portvin og tapas.. den dejligste fredagsoverraskelse fra den bedste jeg kender...


Der efter fulgte "Togetherness" på HBO - se den... samt dessert

Lørdag var vi en tur i Valby, skulle ud og hente nogle ting jeg har købt over Instagram, elsker den opfindelse.. det blev til en hyggelig tur rundt i det smukke kvarter og varm kakao på Kaffebar, vild hyggelig cafe som spillede Mr. Tom Jones på vinyl...





Turen gik derefter ind til byen, nogle ting skulle shoppes og en sandwich skulle indtages, den bedste jeg ved, er den fra "Thomas" - har prøvet den alle sammen, men den med krabbe vinder altid


Vi skulle derefter ind og se en film, som jeg længe har glædet mig til - nemlig "Brooklyn" en smuk fortalt film om at finde sin plads i tilværelsen, en film om forandring, overgangen fra barn til voksen, stå på egne ben, identitet, og ikke mindst om, hvor man fører til og den store kærlighed. Jeg var meget rørt og den store kærlighed - Tony, blev jeg selv ret så forelsket i... hvis du ikke har set den, så skynd dig, den er rørende og smukt fortalt.

Aftensmaden blev indtaget lige rundt om hjørnet på Le Le  - fik nuddelsalat med rulle og mangojuice..


Søndag er normalt ikke min ynglingsdag, men i dag har været dejlig, Vi gik en lang tur rundt om søerne, fandt en ny cafe vi ikke har prøvet ved nansensgade "Moffee" som lavede en dejlig morgenmad og som er noget så hyggeligt indrettet indenfor. Deres belgiske vaffler så tiltalende ud og jeg må tilbage en anden dag og sætte tænderne i nogle af dem


Resten af eftermiddagen gik med, at male en væg i soveværelset lilla - billede følger og det halve af køkkengulvet grå... Nu venter jeg med udsultet mave på, at Thai maden vil ankomme og så venter et par afsnit af Billions, hånd i hånd med min mand

En fuldstændig dejlig weekend har det været, Jeg er glad, jeg føler mig ret lykkelig i netop dette sek. det er ikke så tit jeg kan sige det, men det gør jeg...

God søndag til jer alle...

fredag den 26. februar 2016

En rigtig god dag

I dag er en god dag, i dag er en RIGTIG god dag..

Jeg har været henne på min gamle arbejdsplads og aflevere computer, nøgler og bøger.. Har sagt farvel. Jeg er så lettet. Jeg skal aldrig tilbage dertil. Jeg kan for alvor lukke det kapitel og påbegynde et nyt. Da jeg kom ud der fra, ramte solen mig lige i hovedet, det var næsten helt symbolsk. Føler en lethed i min krop og så småt i mit sind. Foråret er på vej, vintergækkerne spirer op over det hele, vinden er kold og ren men solen varmer, jeg føler mig ret positiv i dag, føler mig glad.

Jeg var ude og besøge mit nye arbejde i tirsdags... det er lidt af en tur derud, men er ret vild med det faktum, at jeg ser nogle marker fra s-toget... føler nærmest jeg er hjemme i Jylland. Jeg har en god mavefornemmelse omkring stedet, men den første tid der, bliver en smule ustruktureret og lidt løs, det håber jeg, at jeg kan navigere rundt i - efter sommerferien, er alt lagt i skema. Jeg glæder mig til at starte på ny, nyt sted, nye kollegaer, nye elever. Jeg er også nervøs, mit selvværd og min selvtillid har lidt et alvorligt knæk under denne proces. Det skal jeg genoprette.

Har efter min opsigelse i onsdags, modtaget de sødeste beskeder fra forældre, det varmer så meget og gav rankede min ryg en smule. Jeg har en mdr. inden jeg starter det nye sted, den mdr. skal bruges godt.

Jeg har mange så planer for mig selv i denne mdr. Har nogle små dagture til Sverige i planerne, museumsbesøg, lidt projekter i lejligheden, lidt hjemme træning, lidt mindfullness, se venner, passe niecerne, gå i biografen, gå lang ture.... bare jeg når det hele :-)

Dejlig fredag til jer alle


mandag den 22. februar 2016

Foråret er på vej...

Jeg raskmeldte mig igår - jeg er ikke længere sygemeldt med stress, i hvert fald ikke officelt. Hvad kroppen så har at sige, er noget helt andet. Jeg har mærket fremgang i de sidste uger, min krop er ved at få det bedre, det kan jeg mærke og det samme har alle tankerne. Dog har sidste samtale ved psykologen sat gang i en frygtelig masse ting, men alt sammen noget, som jeg tror og håber, vil ender ud i en masse positive ting og jeg glæder mig til det.

Jeg var ikke 100 procent klar til min raskmelding, men systemet er lavet sådan, at man ikke kan påbegynde søgning efter nyt arbejde, så længe man er sygemeldt, så jeg havde ikke noget valg.
Jeg skulle til møde ang. netop dette og min sidste mdr. på mit nuværende arbejde idag. Det var voldsomt som min krop reagerede på at skulle til dette møde. Jeg sov ikke rigtig i nat, vågnede hele tiden, vågnede med voldsom kvalme, ondt i maven, hjertebanken og modstræbende lyst til det som lå forude, men der var intet valg, så mine fødder tog det ene skridt efter det andet og jeg kom derhen, gik indenfor, sad og gennemførte mødet med nogenlunde rolige hænder og hjerterytme.

Jeg er blevet tilbud andet arbejde efter Påskeferien, de sidste ting falder på plads imorgen og derfor er mit nuværende arbejde villig til at fritstille mig.... det var den bedste nyhed jeg nogensinde kunne få, jeg er færdig derude, jeg skal aldrig tilbage... og dog.. der er lige nogle bøger og nøgler der skal afleveres, men jeg er så stille ved at kunne afslutte dette kapitel i mig liv. Mødet var rart, stemningen god og jeg tror jeg kan komme ud på den anden side og har lært noget af dette, for ikke at sige meget.

Jeg kan mærke at der sker rigtig mange ting fortiden, både ting som er gode og andre der gør lidt ondt, men som jeg håber kan vendes og være med til, at jeg som person kan blive stærkere, mere selvstændig og blive mere sikker på mig selv. Til dette er jeg så taknemlig for den psykolog jeg har fået gennem Falck Healthcare, hun er fantastisk.

Hvis - eller når - alt falder på plads i morgen, har jeg en lille mdr. tilbage inden jeg skal starte nyt arbejde. Denne mdr. skal bruges på bedst mulig måde, Der er stadig ting jeg skal arbejde med når det kommer til mig selv. Jeg har noget der skal genopbygges, og jeg føler jeg har overskuddet og vilje til at gøre det.
Jeg har en del små projekter herhjemme som jeg gerne vil gennemfører, jeg finder en stor glæde og ro i det. Jeg maler gulve og vægge som aldrig før, og jeg kan mærke hvordan det skaber en balance.

I dag skinner solen, jeg har vintergækker i haven, en scones fra Meyers ved siden af mig - foråret er på vej og jeg er positiv :-)

mandag den 15. februar 2016

Tanker om Børn og Skolereform

Min mand og jeg har, som skrevet før her på bloggen, kendt hinanden i lidt over 7 år. Jeg er 31 år og min mand er lige netop blevet 37 år og vi har ingen børn. Vi har begge en uddannelse, et hjem og så rammerne er der, men vi har ingen børn. Mange af mine veninder - barndom/ungdoms veninder har børn, nogle har da 2 og 3 børn. Min ældst veninde siden jeg var 7 år venter nummer to og skal føde til  juni. Facebook kan jo også, på aller bedste vis, holde mig orienterede om alle dem jeg i tidens løb har gået i folkeskole med, boet på vej med, været til fredags bar på H.F med eller læst til lærer sammen med, som alle nærmest har fået børn, det er nogle meget få som ikke har -og ofte dem som er singler.

Jeg tænker egentlig ikke selv så meget over, hvorfor andre par ikke har børn. Der kan være så ufattelig mange grunde til det. Nogle har måske fravalgt det, andre er ikke klar endnu og måske er der nogen som kæmper med det eller som slet ikke kan få børn, og for hvem, spørgsmålet om børn kan være smertefuldt.

Jeg blev ikke spurgt ind til det mens jeg læste, der var vi lidt i helle.. men nu har jeg været uddannet i 2 1/2 år, været gift i snart 7 år og har fast bolig, det næste skridt er vel børn tænker mange. Mange spørg ind til det, min familie (moster, onkler osv.) kollegaer, veninder (ikke de helt tætte) spørge ind til det. I starten sagde jeg bare, at der var vi ikke nået til endnu, men det har jeg sagt i nogle år efterhånden. Jeg har også i den seneste tid gået og tænkt over den følelse jeg får, når folk spørg ind til det. Jeg syntes egentlig det er en meget privat sag, som jeg syntes kræver et vis kendskab til personen  - på et personligt plan, inden man kan stille den slags spørgsmål.
Jeg ved, at mange undrer sig over det, særligt taget vores alder i betrækning  -de minder mig i hvert fald gerne om det faktum, at det ikke bliver nemmere med alderen. Som om jeg ikke er klar over dette.

Når jeg ser ud i min fremtid, ser jeg et barn. Jeg vil gerne have et barn sammen med min mand. Jeg vil gerne gøre vores familie større - men jeg mener stadig vi er en familie, også uden et barn. Min mand er min familie. Dog tror jeg ikke, jeg vil kunne dele noget større med ham, end et barn.

Jeg har PCO, det vil sige, at jeg måske vil få vanskeligheder ved at blive gravid og måske det slet ingen rolle vil spille, det ved vi ikke endnu. Men jeg er nervøs ved tanken. Når jeg så tager min alder i betrækning, så skal jeg måske ikke vente alt for længe.

Jeg tænker tit over, hvad det er jeg venter på. Jeg vil gerne være forældre. Jeg er følelsesmæssigt så klar som jeg tror jeg kan blive. Jeg vil gerne dele det, at få et barn med den mand jeg er gift med, jeg ved han vil være en god far.

Jeg kan nogle gange bekymrer mig om, om der vil være tid.. tid tid tid... Som lærer har man fået nogle lidt anderledes arbejdsforhold og det nye sted jeg skal arbejde, har jeg en times transport hver vej. Det vil sige, at jeg nok ofte vil skulle hjemmefra 6.30 og er der fuld tilstedeværelsespligt, vil jeg kunne være hjemme kl 17.00 de dage der ikke er møder.

Det er en lang dag - bare som voksen - men endnu længere for et barn. Det vil også betyde, at det er min mand som ofte vil skulle aflevere og hente eftersom hans mødetider er en smule mere dynamiske. Men barnet ville være i institution fra 7.-7.30-16.30-17.00 det er jo vanvittigt. Vi får børn og må aflevere dem i langt de fleste af deres vågne timer. Så er der weekender og ferier... men det er vel ikke det man får børn for?

Inden reformen har jeg ofte tænkt, at lærerjobbet er det mest perfekte i forhold til at få børn. Jeg vil have lange dage og korte dage, og de korte dage henter man tideligt og så forbereder man sig om aftnen når barnet sover. Man har ferie når barnet har ferie. Efter reformen er det anderledes og det er ikke fordi man nu har sine aftner frie, det er ikke et 8-16 arbejde som mange tror. Man arbejder stadig meget når man har fri. Der er fast møde dag, der er forældremøder, skolehjemsamtaler, ekstraordinært møde, skolerejser mm. Det er så trist, at vores samfund er blevet indrettet på denne måde med tiden.

Min mand siger altid, at vi finder ud af det, dette er da det mindste af det hele... men det er det egentlig ikke for mig, Det er noget, som jeg tænker rigtig meget over, denne mangel på tid som jeg vil have.

Jeg taler tit med andre kollegaer som har børn og hvordan deres arbejde påvirker deres samværd med deres børn efter reformen. Mange har måtte gå på del tid, med det resultat at de en gang om ugen kan gå klokken 13.00 men det betyder så, at de må bruge en del af deres weekend på, at rette de stile eller forberede andet undervisning, som skulle have ligget i hverdagen, men som der aldrig er tid til mere.

Skoler er heldigvis forskellige og flere og flere begynder at indrette sig forskelligt indenfor reformen. Jeg syntes personligt det er en omme, man taber en hel generation af gode elever, lærerene går ned med stress som aldrig før og flygter fra folkeskolen, og flere og flere privatskoler skyder op... håber bare politikkerne tør indrømme fejlene og handle hurtigt, inden det er for sent...



søndag den 14. februar 2016

Vinterferie

Jeg gør det hver gang, hver evig eneste gang.

Jeg sætter nogle forventninger - eller snarer, jeg har nogle forhåbninger og når så det kommer til stykket, ender jeg altid med skuffelse. Enten sætter jeg for store forventninger, sætter for høje forhåbninger eller også lære jeg ikke af fortiden. Ofte er det et mix af dem alle tre, men når det kommer til ferie i min hjemby, er det ofte det sidste. Jeg lære ikke af fortiden, jeg tror altid det bliver bedre næste gang og har der været en god gang ud af 10 dårlige, er det den ene gode jeg huske og som får lov til, at danne grobund for den næste. På mange måder en god kvalitet, men det er bare svært at skjule min skuffelse nok en gang.

Ofte når jeg har besluttet mig for, at jeg tager hjem og besøge mine forældre, fortryder jeg meget hurtigt efter og når dagen kommer for afrejse, ville jeg ønske jeg kunne aflyse. Det kunne jeg i princippet også godt, men jeg ved de ville blive skuffet og kede af det og jeg kan ikke få mig selv til at gøre det. Tænker - der går ikke så meget fra mig ved at tage afsted, og tilbringe nogle dage sammen med dem, de bliver glade, og når de er glade er jeg glad,

Vi aftaler ofte ting vi kan lave når jeg kommer... Men af en eller anden grund, bliver det ikke så tit til noget. Nogle gange gør det, og så bliver jeg så glad, lettet og føler turen har været det hele værd og vi har haft det dejligt sammen. Andre gange hviler der en tung sky over det hele, stemningen er trykket, jeg forsøger at være mellemledet der får det hele til at glide og være positivt. Forsøger at være i godt humør og skabe en god stemning.

Ovenpå det forløb jeg har været igennem, er det blevet en lille smule svære at både påtage sig den rolle og føle man får den pålagt - det sidste ved jeg ikke om jeg gør, det er jeg stadig ved at finde ud af. Familie er seriøst både roden til alt ondt, men også alt der kan være godt.  Lige nu er der bare lidt langt mellem alt det gode, jeg håber på, at dette kan ændre sig i fremtiden og kan det ikke, så håber jeg, at jeg får nogle redskaber til, hvordan jeg bedst kan navigere i det.

Gennem Falck Healthcare har jeg haft samtaler med en psykolog, som jeg sætter så stor pris på, hun har hjulpet mig så vanvittig meget i dette forløb, som har været hårdt. At være stressramt kan godt følelses som et tabu. For nogen er det ikke anderledes end hvis man har brækket en arm. De taler højt og ærligt om det, og ønsker ikke at det skal ties. Så er det andre som føler det er noget man skal skamme sig over, noget som man skal skjule og tale sagte om. Noget som man kan frygte sætter en i bås som menneske og karakterisere en, som værende psykisk svag, ustabil...

For mig skifter det, det kommer an på, hvem jeg er sammen med. Er jeg sammen emd andre indenfor mig eget fag, så taler jeg højt om det, så skammer jeg mig ikke, så er jeg ikke flov, så føler jeg mig ikke mindre værd - der møder jeg forståelse, genkendelse og accept.
Andre steder føler jeg ikke jeg kan være åben om det, det er forkert, det ved jeg godt, det skal jeg arbejde på.  Dette kan min psykolog hjælpe mig med. Vi talte sidste gang også meget om min barndom og mine familieforhold... det ville jo ikke være en rigtig tur ved psykologen hvis vi ikke lige skulle runde barndommen også :-) men det har sat gang i rigtig mange ting, rigtig mange vigtige reflektioner, også nogen der kan gøre lidt ondt, men som jeg ved, vil være positive på den anden side.

Jeg gik mig en rigtig lang tur i dag, med David Bowie i ørene ned gennem mit barndoms kvarter - Sydbyen - det satte gang i meget, gensynet med mange steder, bragte mange minder frem og dermed også, en masse følelser, det endte med, at blive en meget følelsesmæssig tur...

Lidt billeder fra turen


Mariehøj Kirke i Sydbyen. Har altid været meget facinereret af den som barn, syntes den var kolosal..og en smule uhyggeligt

Odden - en smuk lille skov, som man kan gå igennem på små 20 min fra mine forældres hus og ind til midtbyen


Silkeborg Midtby en søndag middag... ofte gabene tomt.






torsdag den 11. februar 2016

Planlægning på standby

Vinterferien er på trapperne. Jeg ved ikke om det egentlig kan føles som ferie eftersom man ikke har arbejdet. Med tanken om, at dem der var ens kollegaer, ens elever holder ferie, gør at jeg også føler jeg har ferie, ved ikke om det giver mening!

Normalt plejer min mand og jeg at rejse et sted hen i ferierne, men eftersom jeg er sygemeldt og opsagt... lille detalje... har vores liv været lidt på standby. Det har været svært  at planlægge noget. Lige op til min sygemelding, havde vi en del planlagt. Nyt køkken, nyt badeværelse, ferier, KUA og meget andet. KUA kunne vi ikke stoppe, det fortsatte og dermed også udgifterne til det, men resten kunne vi sætte på pause, hvilket har været helt fint.

Jeg kan godt lide at have noget at se frem til, ferie er det for mig. Vi har ingen børn og derfor masser af tid til os selv og hinanden. Vores fortrukne måde at bruge vores penge er rejser. En dag vil det ændre sig, hvilket jeg også ser frem til. En dag får vi et barn og så vil vores hverdag være en anden, men indtil da, har vi kun hinanden til at skabe en hverdag for og sammen med. Vi elsker at have rejser at se frem til, planlægningen er næsten det halve af glæden. Normalt har vi en rejse planlagt inden den anden slutter. Sådan har det ikke været siden Lyon i Dec. vi havde ingen rejser på tegnebrættet. Der har ikke været noget ude i horisonten, hvilket har været mærkeligt men også rart. Der har været et større fokus på nuet, på hverdagen og de små ting som kan skabe glæde i hverdagen. jeg har aldrig været god til at være i nuet, eller se glæden i hverdagen, men det har dette forløb hjulpet mig med. Ikke at jeg er verdensmester - langt fra, men jeg er bedre.

Men snart starter en ny periode - nyt arbejde. Nye kollegaer. Nye elever og ro i sindet (håber jeg)

Jeg indrømmer dog også gerne, at jeg er begyndt..i det skjule, at tænke lidt på feriemuligheder. Pinse, Kristihimmelfarts, Store bededag kommer snart - muligheden for en lille tur afsted?

Men nu starter vi med vinterferien, jeg skal tilbringe det halve af den i Silkeborg hos mine forældre. Min mand skal arbejde og bliver hjemme. I Silkeborg skal jeg sove, spise, læse og sove igen. Hvis vejret er til det, skal jeg går ture i skoven. Elsker de silkeborgentiske skove.

Hvad skal I i jeres ferie?